Ligesom god madlavning indeholder god terapi også "hemmelige ingredienser", som kan være svære at definere, men som er afgørende for graden af vellykkethed for såvel gastronomi som psykoterapi.
Den amerikanske psykiater Irvin Yalom indleder sin klassiker fra 1980, "Eksistentiel psykoterapi", med en anekdote:
"Engang, for adskillige år siden, meldte jeg mig sammen med nogle venner til et madlavningskursus ved en myndig armensk kvinde og hendes aldrende medhjælper. De kunne ikke engelsk og vi ikke armensk, så det kneb med kommunikationen. Hun underviste efter anskuelsesprincippet; vi så til, når hun tilberedte sine mange pragtfulde retter med auberginer og lammekød. Men vores opskrifter manglede noget, og hvor meget vi end anstrengte os, kunne vi ikke gøre hendes retter efter. "Hvad er det," spurgte jeg mig selv, "der giver hendes mad det særlige pift?" Jeg fandt først svaret en dag, da jeg holdt ekstra vågent øje med, hvad der gik for sig ude i køkkenet, og så vores lærer tilberede en ret med megen anstand og omhu. Hun rakte den til sin medhjælper, som uden et ord bar den ud i køkkenet til ovnen og, nærmest i forbifarten, tilsatte håndfuld efter håndfuld af diverse mere eller mindre eksotiske krydderier. Jeg er sikker på, at disse hemmelige "tilsætninger" gjorde hele forskellen.
Og så fortsætter Yalom med en reflektion:
"Når jeg funderer over psykoterapi og i særdeleshed over, hvilke ingredienser der skal til for at gøre terapien vellykket, kommer jeg ofte til at tænke på det madlavningskursus. Lærebøger, tidsskriftsartikler og forelæsninger fremstiller terapi som noget eksakt og systematisk (...) Ikke desto mindre er det min dybe overbevising, at når ingen ser på, tilsætter terapeuten "det egentlige"."
Og hvad er så "det egentlige", disse "hemmelige ingredienser" i psykoterapi, som Yalom taler om her? Ja, det kan være faktorer som psykoterapeuten ikke engang selv er bevidst om og som kan være svære at beskrive og definere.
Det er imidlertid veldokumenteret, at der er en række såkaldte "non-specifikke faktorer", der spiller en afgørende rolle uanset hvilken psykoterapeutisk skole, terapeuten bekender sig til. En af de allermest afgørende non-specifikke faktorer er relationen mellem klient og terapeut. Det er afgørende for ethvert vellykket terapi-forløb, at klienten har tillid til terapeuten. Og det er i høj grad en stærk, tryg og empatisk relation mellem terapeut og klient, som skaber grundlag for terapeutisk forandring. Derfor er det mest afgørende valg, man kan træffe som klient, måske ikke så meget valg af terapeutisk skole, men valg af terapeut. Som i så mange andre forhold i livet - inklusive gastronomi - er kemien altafgørende.
